Leapmotor B05 får premiere efter sommerferien
... af Morten Bauerlund | d. 21. maj '26
Den nye Leapmotor B05 får dansk premiere efter sommerferien. Den elektriske mellemklassebil har en rækkevidde på op til 482 km (WLTP), et højt udstyrsniveau og et sporty hatchback-design. Priserne forventes til juni.
Med B05 går Leapmotor ind i et af de mest populære bilsegmenter i Danmark. Hvor elektriske modeller i mellemklassen ofte har været SUV’er (som fx Leapmotor B10), introducerer B05 et klassisk hatchback-format med aerodynamiske linjer og kompakte proportioner. Det gør modellen til et attraktivt alternativ for bilkøbere, der tidligere har valgt traditionelle benzin- og dieselbiler i mellemklassen.
”B05 rammer et segment, hvor mange stadig efterspørger en rummelig bil med højt udstyrsniveau til en tilgængelig pris. Den kombinerer plads, komfort og brugervenlig teknologi og giver meget bil for pengene,” siger Jonas Stausholm, fra den danske importør Wismo Group.
Leapmotor B05 måler 4.430 mm i længden, 1.880 mm i bredden og 1.520 mm i højden. Den aerodynamiske profil med en luftmodstandskoefficient på 0,26 og en vægtfordeling på 50/50 bidrager til stabilitet og effektivitet.
To udstyrsniveauer og batteristørrelser
Modellen lanceres med to batteristørrelser på 56,2 kWh og 67,1 kWh, som giver en WLTP-rækkevidde på henholdsvis 401 og 482 km. Forbruget er fra 15,8 kWh/100 km, og bilen kan lade med op til 174 kW ved DC-hurtigladning.
Udstyrsniveauet inkluderer blandt andet et 14,6” HD-infotainmentsystem, varmepumpe, 360-graders kamera, panoramaglastag, stemningsbelysning samt 21 førerassistentsystemer. Bagsædets ryglæn er vinklet 27 grader for øget komfort, og der er fokus på god plads og rummelig kabine.
Leapmotor B05 får dansk premiere efter sommerferien, hvor du vil kunne opleve bilen hos A&M, og bliver næste skridt i mærkets fortsatte udbredelse på det danske marked. Priserne forventes at blive afsløret i juni.