Førstegangsforældre? Find den rigtige bil

Hvilke biler er gode til førstegangsforældre? Få svaret her på siden.

Den rigtige bil gør hverdagen med baby nemmere

Som førstegangsforældre er der nogle bestemte ting, der er vigtige at have styr på, når man vælger bil: Høj sikkerhed, plads til autostol og barnevogn, nem adgang til bagsædet - og løsninger, der fungerer i en travl hverdag.

Isofix, korrekt montering af autostol, god komfort og fleksibel indretning er ikke luksus, men nødvendigheder, når I kører med jeres barn.

Her på siden kommer vi ind på de vigtigste overvejelser, man skal gøre sig, når skal vælge en familiebil, der passer til både jeres behov i dag og i de kommende år.

Der er også gode bud på biler, der egner sig rigtigt godt til livet med det første barn. 

Det skal en familiebil kunne

Når man skal købe bil som førstegangsforældre - eller i det hele taget bare skal erhverve sig en familiebil - er der flere aspekter, man skal være opmærksom på. Udover de almindelige kriterier for køb af ny bil (f.eks. økonomi, forbrug og design) er der en række ting, man skal kigge nærmere på. 

Pladsforhold

Pladsforholdene er naturligvis vigtige i en familiebil. En af de vigtigste ting er naturligvis, at der er plads til en barnevogn i bilen. En klapvogn, pusletaske og indkøb fylder hurtigt. Bagagerummet i bilen bør være på mindst 400-500 liter, og det er praktisk, hvis bilen har en lav læssekant i bagagerummet. Se mere om barnevogns- og bagagerumsplads her - bl.a. vores test af bagagerumspladsen og adgangsforholdene i en række populære familiebiler. 

Sikkerhed 

Når I vælger bil som førstegangsforældre, er sikkerheden det absolut vigtigste. Bilen skal kunne beskytte både dig og dit barn bedst muligt. Start med at kigge efter biler med høje sikkerhedsvurderinger, helst 4-5 stjerner i Euro NCAP-tests. For barnet er det vigtigt, at bilen understøtter korrekt montering af autostole. Sørg for, at bilen har ISOFIX‑fæste til autostole. Det har alle biler produceret fra 2014 og frem.

Plads til autostole

Også bagsædepladsen er vigtig. Der skal være plads til en eller flere autostole, og det skal gerne være let at få barnet ind og ud ad døren. Ofte er det sådan, at jo større bilen er, des bedre ern adgangsforholdene. Læs om autostole her

Fremtidssikring (flere børn)

Når man vælger familiebil, er det vigtigt at tænke længere frem, hvis I ikke påtænker at skifte bil ofte. Vælg en bil med plads til flere børn og god bagagerumsplads, så bilen kan følge familiens behov i årene fremover. 

Familievenlige biler til salg lige nu

Plads til barnevognen

En af de vigtigste ting ved en familiebil er pladsen til barnevognen i bagagerummet.

Et stort bagagerum

Når man bliver førstegangsforældre, fylder man hurtigt bilen op. En klapvogn, en pusletaske, bleer, indkøb og legetøj kræver mere plads, end mange forventer. Derfor er det vigtigt at tænke på både antal sæder, fleksibilitet og bagagerumsstørrelse.

Bagagerummet bør minimum være på 400–500 liter, hvis I skal have barnevogn, pusletaske og indkøb med på én gang. Har I planer om at tage på weekendture eller ferier, er 500–600 liter eller mere at foretrække. Biler med splitbagsæde (60/40 eller 40/20/40) giver ekstra fleksibilitet: I kan lægge en del af sædet ned og stadig have plads til et barn bagtil, mens barnevognen eller større ting står i bagagerummet. 

Generelt er det virkelig rart, hvis I ikke behæver at tage hjulene af barnevognen, hver gang I skal have den med - ikke fordi det er svært at få hjulene af på mordene barnevogne, men det ér bare at foretrække, at man bare kan lægge den ind i bilen. Se vores test af pladsen til barnevogn og oppakning lidt længere nede på siden. 

God adgang er vigtigt
Det er også vigtigt, at der er god adgang til bagagerummet. En lav bagagerumskant er praktisk, så det er nemmere at løfte en barnevogn, klapvogn eller tunge tasker ind og ud. En stationcar er som regel det mest praktiske, da det er nemmere at få større ting ind uden at skulle vippe eller folde klapvognen.

Kort sagt: Når du vælger familiebil, er bagagerummet mindst lige så vigtigt som antallet af sæder. Hverdagen med en baby bliver meget nemmere, hvis der er plads til alt udstyret, og det er nemt at komme til.

Bagagerum

Test af bagagerumsplads i populære familiebiler

Er der plads til barnevognen - og behøver man at tage hjulene af den, når den skal ind i bagagerummet. Og kan man have den nødvendige bagage med, selvom man har en barnevogn eller en klapvogn med? Se vores test af bagagerumspladsen i en række familiebiler. 

VW ID.3

VW ID.4

Skoda Enyaq

Tesla Model 3

Tesla Model Y

Hvilken autostol skal jeg vælge? 

Der findes flere typer af autostole. Få overblikket her.

Typer af autostole

Når du kører med børn i bil i Danmark, skal barnet være fastspændt i godkendt udstyr – enten en autostol eller selepude – indtil det er mindst 135 cm højt. For at en autostol må bruges, skal den være EU-godkendt. Det ved man, at den er, hvis den har godkendelsesstandarderne ECE R44‑04 eller ECE R129 – også kaldet i‑Size. i‑Size er den nyeste standard og fokuserer på bedre hoved‑ og nakkebeskyttelse og bagudvendt kørsel. Autostole findes i disse forskellige udgaver:

Babyautostol (0‑13 kg / ca. 0‑12 mdr.)
Monteres bagudvendt i bilen – det er mange gange sikrere end at køre fremadvendt (nakkebelastning ved kollisioner er meget lavere bagudvendt). Nogle kan klikkes af og på en base og bruges som transportabel “bæresele”.

Kombi/“toddler”-stol (ca. 9‑18 kg)
Kan ofte bruges længere, og nogle kan både monteres bagud‑ og fremadvendt. God hvis du vil have én stol, der kan bruges i flere år.

“All‑in‑one”-stole (ca. 0‑36 kg)
Vokser med barnet – kan starte bagudvendt som baby, og senere bruges som fremadvendt sele‑stol og til sidst som selepude.

Selepuder (ca. 15 kg + / 125‑135 cm +)
Bruges når barnet er stort nok til at bruge bilens egen sele, men stadig for lille til normalt selebrug uden pude.

Mange anbefaler at holde barnet bagudvendt så længe som muligt, gerne til mindst 15‑18 måneder, selvom loven kun kræver det til 9 mdr. (15 mdr. for i-Size-stole) – det mindsker risikoen for nakkeskader markant.

Hvordan monterer man autostolen? 

Den mest almindelige og sikreste måde at montere en autostol er med Isofix. Siden 2012 har det været et EU-lovkrav, at alle nye biler skal have Isofix‑fæstepunkter i bagsædet. Med Isofix “klikker” autostolen direkte fast i bilens ISOFIX‑punkter. Det er ofte nemmere og sikrere, fordi stolen sidder mere stabilt, og risikoen for fejlmontering minimeres. Flere Isofix‑baser kan blive stående i bilen, så du bare klikker autostolen af og på. Nogle stole (eller hvis din bil er ældre) monteres med bilens trepunktssele. Men Isofix er smart og sikkert - men det er ikke altid lige let tilgængeligt i bilen. Vi har testet brugervenligheden i forhold til Isofix i en række populære familiebiler. Se dem her

 

Test af Isofix i forskellige biler

Det er meget forskelligt fra bil til bil, hvor nemt eller svært det er at sætte en autostol i Isofix'en. Hvis man ofte skal have autostolen ud og ind i sin bil, er det virkelig rart, at det er nemt og hurtigt. Vi har testet tilgængeligheden af Isofix-beslagene på fem populære familiebiler, nemlig VW ID.3, VW ID.4, Skoda Enyaq, Tesla Model 3 og Tesla Model Y.

Sikkerhed

Sikkerhed bør altid være en prioritet, når der er børn i bilen. 

Der er nogle ting, du med fordel kan kigge efter, når du vurderer, om din bil er sikker nok til, at du ønsker den som familiebil. Det er blandt andet en sikkerhedsmæssig fordel, hvis bilen har en eller flere af nedenstående ting. 

  • Bilen er vurderet til fire eller fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest. Ifølge FDMs generelle anbefalinger anses biler med fire eller fem stjerner for at være et sikkert valg. Euro NCAP er et europæisk samarbejde mellem bilklubber, som tester bilers sikkerhed. I testene vurderes bilerne ud fra flere sikkerhedsmæssige kriterier, og resultatet vises i form af stjerner.

  • Mange airbags. Skal du købe bil anbefales det, at du går efter en bil, der har flest mulige airbags og gerne med gardin- og sideairbags bagtil. Det sikrer passagerer på bagsædet bedre i tilfælde af en sidekollision. Der er forskel på, hvor mange airbags de forskellige bilmodeller har.

  • ESC, også kaldet ESP er et system, der modvirker udskridning, ved automatisk at bremse enkelte hjul. Det kan forebygge eller mindske ulykker. Siden november 2014 har ESC været lovpligtigt i nye biler, så ved køb af en ældre brugt bil bør du tjekke, om systemet forefindes. 

  • Bilen har automatisk nødbremse. Automatisk nødbremse er en sikkerhedsfunktion, hvor bilen selv bremser for biler, cyklister eller fodgængere. Mange systemer kan bremse for stillestående biler op til 30 km/t, men nyere løsninger er mere effektive, og det anbefales at vælge en model, der kan bremse fra omkring 50 km/t.

  • Andre sikkerhedssystemer. Der findes efterhånden utallige andre sikkerhedssystemer i moderne biler. Gå efter en bil med mange sikkerhedssystemer, hvis du vil passe ekstra godt på dit barn og dig selv. 

Fremtidssikring 

Hvis I allerede nu forventer, at jeres familie vil vokse, eller at jeres behov ændrer sig inden for en overskuelig fremtid, bør det tænkes ind, når I vælger ny bil.

En ny bil bør som udgangspunkt beholdes i omkring fem år, før købet økonomisk kan betale sig. Det skyldes både udgifter til finansiering og det betydelige værditab, bilen typisk har i de første år. Derfor er det vigtigt, at bilen passer til jer og jeres families situation i en længere periode.

Hvis familiens behov ikke kan dækkes af den samme bil i fem år, kan privatleasing være et alternativ. Leasingaftaler løber som regel over tre år, hvilket giver større fleksibilitet. Har I skiftende behov, eller ønsker I mulighed for at skifte bil oftere, kan leasing derfor være en fordel.

Familie illustration

Anmeldelser af familiebiler

Hos A&M tester vi ofte forskellige biler. Nedenfor finder du videoanmeldelser af en række populære familiebiler. 

VW ID.3

VW ID.4

VW ID. Buzz

Peugeot E-5008

Leapmotor B10

Tesla Model 3

Tesla Model Y

Skoda Enyaq iV

Opel Grandland Electric

Opel Frontera Electric

MG4

MG5